Forårsjævndøgn

Der er al grund til at hylde forårsjævndøgnet - men hvordan har man fejret dagen gennem tiden? Det ser jeg på her.

Det går nok de fleste af os forbi, når det er jævndøgn. Men den 20. marts sker der noget smukt: lyset overtager mørket. Fra det øjeblik er dagen længere end natten, og jorden vågner for alvor.

Gennem historien har forskellige epoker og kulturer fejret dette vendepunkt. Forårsjævndøgn har været anerkendt i tusinder af år, og oldtidens kulturer havde en dyb forbindelse til jordens rytmer. Man har hyldet frugtbarhedens gudinder og et gennemgående tema har været genopstandelsen fra de døde. Man har fejret, at livet sejrer over døden, at orden sejrer over kaos og at det gode sejrer over det onde.

Oldtidens kulturer
I det gamle Egypten forbandt man jævndøgnet med guden for opstandelse og frugtbarhed Osiris, og solen stod på denne dag direkte over Sphinx'en. I Babylon fejrede man tolv dage i træk forårsjævndøgnet med festivalen Akitu, hvor man opførte kampen mellem orden og kaos -og hvert år vandt lyset.

Mayaerne byggede pyramiden El Castillo i Chichén Itzá på en måde, så solen ved jævndøgnet skaber en slangeformet skygge, der slynger sig ned ad trapperne - en fejring af slangeguden Kukulkán, og et signal om, at det var tid til at så afgrøderne. 

Forårsjævndøgnet var i oldtiden hos de germanske og nordiske folk forbundet med gudinden Ostara. Hun var forbundet med det strålende morgenlys og bragte livsfornyelse efter vinterens død.

Vores samtid
Nogle steder fejrer man stadig dagen. I Japan er forårsjævndøgnet en national helligdag kaldet Shunbun no Hi, hvor mange holder picnic under de blomstrende kirsebærtræer for at fejre den første dag i foråret. 

I Iran og store dele af Centralasien holder man Nowruz, den persiske nytårsfest, der har rødder over 3.000 år tilbage. Man fejrer i 13 dage det nye år med fokus på fornyelse, håb og balance. Der er mange smukke ritualer knyttet til Nowruz. Blandt andet Haft-Sin, hvor man sætter 7 ting på bordet, der starter med det persiske bogstav S. Hver især repræsenterer tingene det godes sejr over det onde eller livet, der sejrer over døden.

På bordet kommer for eksempel spirer, som symboliserer genfødsel og vækst. Eddike, der symboliserer tålmodighed og alderens visdom. Et æble symboliser skønhed og sundhed og meget poetisk, så repræsenterer krydderiet sumak med sin smukke dybrøde farve solopgangen og symboliserer dermed solens sejr over mørket. 

I en hverdag, hvor vi måske ofte føler os afkoblet fra naturens rytmer, kan det at markere jævndøgnet være en smuk tradition. De historiske temaer om balance og tilbagekomsten af livet og lyset. At lyset overtager mørket - det synes jeg, der er al grund til at fejre!

Og selvom vi ikke har symbolske traditioner knyttet til foråret, så er det måske den samme sult efter tegn på naturens liv, der gør, at vi sætter spæde forårsblomster i bittesmå vaser på bordet, køber løgplanter og driver dem frem i stuens varme, eller sætter forårsgrene i store vaser og ser dem springe ud indendøre. En taknemmelig værdsættelse af, at det hele kan springe ud én gang til og, at livet igen sejrede over den golde vinter.