Pakkekalenderen – 24 små stunder af glæde
Der er noget helt særligt ved december. Mørket falder tidligt på, vi tænder lys og tæller dagene én efter én hen mod den store finale.
For mig har pakkekalenderen altid været noget særligt. En lille daglig glæde, et øjeblik af forventning og børn, der vitterligt tror på, at det er nissekonen, der har været på spil. Magisk! Da jeg startede Filialen, var det faktisk med små gaver til pakkekalenderen. 24 små gaver, som jeg pakkede smukt ind og sendte til mine første kunder i biksen. Nogle af gaverne lavede jeg selv og andre købte jeg. Det var sådan, Fagers Filial startede. Med små hemmeligheder, der skulle sprede glæde hver dag i december.
Men hvordan opstod denne søde tradition? Det undersøger jeg her.
Historien bag pakkekalenderen
Som mange af vores traditioner, er også pakkekalenderen en skik, der startede i Tyskland. De tidligste former var hjemmelavede: man satte kridtstreger på en dør eller tændte stearinlys for hver dag, der gik.
Måske er historien sand, at der i 1850'erne var en tysk husmor, som blev træt af at svare på, hvor længe, der var til juleaften. Derfor lavede hun en kalender til sine børn med 24 felter, der talte ned til den store dag. Det kan have været forløberen til den første trykte julekalender, der dukkede op i en boghandler i Hamborg i 1902. Julekalenderen var tegnet som et ur, med en viser i midten. I cirklen var tallene 13-24, og med viserens hjælp, kunne man så tælle ned til juleaften de sidste 12 dage. Året efter, var alle 24 dage inkluderet på årets julekalender, men her var det små firkanter, man hver dag kunne udfylde med et lille billede, man havde klippet ud og limede på.

I 1920'erne opstod de første trykte julekalendere med låger i Tyskland. De kom ikke til Danmark lige med det samme, først i 1930 bliver den første danske julekalender trykt. Det er en datokalender, hvor man hver dag river et kalenderblad af. Børnenes jule-kalender, står der på den, og man kan købe genoptrykte eksemplarer i Den Gamle By.
Efter 1950'erne, får folk flere penge mellem hænderne, og nedtællingen med små pakker, begynder at vinde frem. Det er små gaver som blyanter og viskelæder, og det var også den slags ting, jeg selv fik som barn i 1980'erne. Jeg prøver virkelig at holde gaverne små til vores egne børn, for jeg tror, man uforvarent får fjernet magien fra gaverne juleaften, hvis børnene har fået for store gaver i løbet af hele december. Og magien ved juleaften vil jeg meget nødigt stjæle fra dem.
I dag lever pakkekalenderen videre i mange former – fælles for dem alle er glæden ved at give, skabe og tælle dagene sammen. Den er en lille genfortrylning af hverdagen, som både rummer forventning, overraskelse, nissemagi og den barnlige glæde ved gaver.
Se pakkekalenderen fra Filialen – 24 håndlavede gaveposer i stof, strik og uld, skabt med kærlighed til håndværk, tradition og de hyggelige stunder i december.
Hvis du foretrækker at give gaverne enkeltvis dag for dag, eller giver adventsgaver i stedet for en hel pakkekalender, har Filialen også en sød, syet postkasse, som overraskelserne kan komme i.
